FERIE–LUKNING Vi holder lukket i perioden: 15. juli 2017 – 06. august 2017 (begge dage inklusive)

Anmeldelser

Aage Marcus: Piet Hein

Danske Digtere i det 20. århundrede. (1966)

For at få hold på det kaleidoskopiske fænomen, der hedder PIET HEIN, Vil det være bedst at begynde med hans data.

Han fødtes den 16. december 1905 som søn af civilingeniør Hjalmar Hein, hvis slægt oprindelig kom fra Holland, og øjenlægen Estrid Hein. Hun var ligesom Karen Blixens mor - barnebarn af storkøbmanden A. N. Hansen, og Piet Heins og Karen Blixens mødre var altså kusiner. Sit barndomshjem fik han i Rungsted Skovhus, og der bor han stadig.

Efter at have taget matematisk studenterexamen fra Metropolitanskolen i 1924 og filosofikum hos Frithiof Brandt året efter drog han til Stockholm for at begynde en uddannelse som maler på Kungl. Svenske Konsthögskolan med bl.a. Albert Engström som lærer. Allerede i 1927 vendte han dog tilbage til København, hvor han indtil 1931 foruden at høre filosofiske forelæsninger ved Universitetet studerede på Instituttet for teoretisk fysik hos Niels Bohr. Han konstruerede her en model til anskueliggørelse af komplementaritetsteorien og et apparat, atomariet, der vakte interesse hos forskerne, ligesom hans deltagelse i de kollokvier, sammenkomster hvor de nye epokegørende opdagelser indenfor atomteorien drøftedes, skal have været særdeles frugtbar.

I de følgende år var han fortrinsvis optaget af forskellige opfindelser såsom en sindrig rotormaskine og coloroskopet, der kan betegnes som en anordning til frembringelse af lyseffekter, i hvilke spektret ligesom svinges fra rumlig til tidsmæssig eksistens.

I tidens løb har han endvidere opfundet talrige, ofte meget originale tankeog puslespil. Fremhæves kan hans variation af et ældgammelt orientalsk spil, der under navnet Hex blev meget diskuteret i videnskabelige tidsskrifter, den smukke drilagtige ting han kalder Somaterningen, Polygonspillet og flere andre. Dertil kommer en lang række nykonstruktioner af mange slags brugsting, bl.a. en lige så enkel som raffineret lås, samt arbejder indenfor kunstindustrien. Og endelig må det nævnes, at da den centrale plads i det nye Stockholm skulle udformes, blev det Piet Hein, som anviste den geometriske figur, superellipsen, som ville give den bedste løsning i trafikal og æstetisk henseende.

Samtidig med denne virksomhed deltog han aktivt i de frisindede politiske bevægelser, der i trediverne var så rig foranledning til. Fra 1935 til 1955 var han således medlem af bestyrelsen for den danske afdeling af The Open Door International og fra 1940 for landsforeningen Frisindet Kulturkamp og senere for landsforeningen Een Verden samt for Ligaen for Tolerance. At han også er medlem af Adventurer's Club hænger nok sammen med hans mange vidtstrakte rejser og årelange ophold bade i Nord- og Sydamerika og rundt om i Europa. Men først ved at nævne, at han også er medlem af the International P. E. N. Club, nærmer vi os den side af hans virksomhed, der har med litteratur at gøre.

Allerede i trediverne havde Piet Hein skrevet en del artikler om humanistiske og naturvidenskabelige emner, men hans egentlige litterære produktion begyndte dog først, da de mærkelige små digte han kalder Gruk dukkede op i Politiken kort efter besættelsen i april 1940.

Frembringelsen af lange rækker indbyrdes beslægtede korte tekster er jo ikke noget nyt. Herhjemme har Fritz Jürgensens vittige replikker, Louis Levys underfundige børnerim og Storm Petersens Fluer været gode exempler, og af udenlandske digtere, der har præsteret lignende ting, skal blot nævnes Christian Morgenstern og Erich Kästner samt amerikaneren Ogden Nash. Men både i henseende til antal og kvalitet er Piet Heins Gruk dog noget særligt.

Gennem lange tider fremkom de under mærket Kumbel Kumbell. Og dermed hænger det således sammen: Piet er den hollandske form for navnet Peter eller Petrus, der betyder klippe, sten, og Hein er en skrivemåde for hen, det gamle danske ord for en hvæssesten. Kumbel eller kumbl, som det egentlig burde skrives, betyder også sten, dog nærmest mindesten, gravmæle. Det vil sige, at Piet Hein eller Sten Sten på* en made kan oversættes ved Kumbel Kumbel. Det sidste ord skrev han oprindelig med to I'er, men senere blev signaturen blot Kumbel, det navn han er mindst lige så godt kendt under som sit eget.

Det siger sig selv, at da der indtil nu foreligger over 7000 - syv tusinde gruk er det umuligt at karakterisere dette enorme litterære corpus under eet. Det glitrer med talløse facetter: bidske og følsomme, muntre og alvorlige, groteske og ordsprogsagtige. Et stort antal er formuleringer af det, enhver er netop lige ved at tænke, medens andre anlægger nye perspektiver på de mest hverdagsagtige ting. Anslaget og den altid præcise sprogbrug og de raffinerede rytmer og rim gør ikke blot de længere, mere lyriske, men også de rent aforistiske til sand digtekunst.

Han siger i et af dem:

Undskyld, jeg kan ikke gøre for det,
men jeg synes, vers skal være korte.
Hvis De synes, vers skal være lange,
må De genta mine et par gange.

Kortheden føles dog aldrig fragmentarisk, for hvert gruk siger fuldt ud det det skal. Følgende elementære, men vistnok ret upåagtede sandhed kan næppe udtrykkes mere knapt end således: En halv er, tænk nu hvor aparte,to tredjedelel af tre kvarte. En erfaring han har gjort, fordi de fleste gruk kræver mange timers arbejde, giver han denne kortfattede form: Digtekunsten er ej let.l Hvorfor skul den være det?

Et af de første gruk var det med rette berømte, der lød sådan:

Lille kat,
lille kat,
lille kat på vejen!
Hvis er du?
Hvis er du?
– Jeg er sgu min egen.


Som adskillige andre fra besættelsestiden. sigtede det til Danmarks situation, og mange af hans såkaldte "underjordiske" gruk kunne kun fremkomme illegalt.

Et vigtigt træk ved grukkene er, at de næsten alle er ledsaget af en tegning. Ikke for intet begyndte Piet Hein som før nævnt sin karriere på den svenske kunstskole, og utallige af de tusinder af tegninger er udført med en snart barok og snart elegant linieføring som et billedmæssigt supplement til tekster, man slet ikke skulle tro kunne illustreres. Som et exempel. på hans evner i denne retning gengives her et af hans mest kendte gruk:

Det bør også nævnes, at han ikke blot har oversat mangfoldige gruk til engelsk - en hel samling foreligger med titlen Grooks - og en del til spansk. Adskillige er digtet på* disse sprog og findes slet ikke på dansk. I bogform udkom den første samling i 1941, og siden er der ialt kommet 20 bind, af hvilkede bedste - men hvilke er de absolut bedste af 7000? - er samlet i Gruk fra alle årene, I og 2, (1963 og 1964). En særlig god Grukantologi udkom i 1949 på Det danske Forlag med titlen Kumbels Fødselsdagskalender. Den indeholder 377 gruk, alle med tegninger til.

Utallige gruk rummer iagttagelser af ting, der overses af de fleste. I et af dem siger han:

Dèn, Guds klarsyn
falder på,
ser det store
i det små.


Som et exempel der viser, i hvilken grad han besidder dette klarsyn, kan følgende gengives:

Af en helt anden art er dette:

At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu
blir aldrig i livet presente,
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste blir aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i,
éngang for altid er dette.

Men at ville belyse de tusinder af gruks overvældende variationsrigdorn ved prøver på de mange slags det drejer sig om er ugørligt. Gennem al brogetheden kan imidlertid angives et par hovedlinier. Den ene er den, der karakteriseres ved de gruk som er udadvendt,,som har satirisk brod eller som rummer erfaringer og iagtagelser til nytte for andre, og som mere eller mindre direkte giver vejledning i livskunst. Det gælder, blandt mange andre, gruk som dette: For livets meningl livet sørgerl præcis så længel til vi spørger og Husk at elske,1 mens du tør det.l Husk at leve,1 mens du gør det.

Skønt han udtrykkelig siger: "Undfly alle gode råd!I Bedre rådl har ingen få't", er utallige af hans gruk for kloge leveregler til at lades upaagtede!

Den anden linie eller art indenfor grukkenes verden er vendt i modsat retning, nemlig udtryk for, hvad der rører sig i ham selv. Der er et digt han kalder Polymani, som lyder sådan:

Det er et exempel
på skæbnens forvexlinger,
at jeg blev en enlig
og ikke blev sexlinger.

Og det lykkes så lidt,
hvad jeg ville så gerne,
fordi alle sex tænker
hver sit med min hjærne.

Det er forståeligt, at denne spaltning - som vel blot er et udslag af hans alsidighed - af og til må afføde en længsel efter fred for indtryk udefra. Den kommer bl.a. til udtryk i disse slutningslinier på et gruk:

Selskab er godt at være i -
jeg er ikke langt fra at mene,
at der er kun én ting, jeg bedre kan li,
og det er at være alene.

Endnu stærkere ytrer trangen til ikke blot ensomhed, men til befrielse for fænomenernes kaos sig således:

Jeg ligger på ryggen i viftende græs
og følger skyernes færd.
Åh, dette at være en sommersky
og spejle det vandrende vejr.

Dette at være en sejlende sky
i vexlende sol og storm
og løse sig op i det luftblå rum
og svinde fra stof og form.

Lykkeligt følge den enkle lov
for skyernes skiftende spil
og blive til intet i sommersol
og aldrig ha været til.

Et andet sted siger han, at såfremt han ikke netop var sig selv, kunne han ønske at være en hvid syren, der står og blomstrer i blæsten eller en skinnende kugle, der svæver på toppen af en springvandsstrale. Den samme tanke, ønsket om at svinde, om individualitetens ophør, møder man i følgende meget smukke digt fra bogen "Vers i verdensrummet", der udkom i 1941:

Alle små der i enge Fri for den strømmende stræben,
gemmer en underlig drøm fri for den dæmmende bred
om havet, det støre, det f rie. skal åen forløses i havet
som stilner den stridende strøm, og evig og fri vare ved

Når løbet er kæmpet til ende, Så går der en luftklar bølge
er havet det mål de skal nå, med vingehvid skumtop på.
havet der frier fra alle Så hvisker de andre bølger:
de kræfter, som tvinger en å. Se dér! Det er Muldmose å.

Det kan ikke nægtes, at i mange af de 90 digte denne bog rummer, dominerer det spekulative temmelig meget over det emotionelle, men både tankerigdommen og den rent formelle skønhed er oftest så fremragende, at det må skyldes grukkenes enorme popularitet, at den rent lyriske del af Piet Heins produktion er stillet noget i skygge.

Vers i verdensrummet indeholder også et antal digte rettet til personligheder, der har betydet særligt meget for Piet Hein, derimellem tre af vor tids mest prominente forskere, nemlig Niels Bolir, der lige siden ungdommen var hans gode ven, og Albert Einstein, som han jævnlig besøgte på the Institute for Advanced Study i Princeton, New Jersey, samt Norbert Wiener, kybernetikkens grundlægger, som skrev sin sidste bog, mens han boede i Rungsted Skovhus.

Af husets andre gæster kan nævnes Bertrand Russell, Aldous Huxley, Thor Heyerdahl og de to mesterlige tegnere Albert Engström og amerikaneren Saul Steinberg. Blandt digtere, han har karakteriseret eller fejret i vers, og som også hørte til hans venner, kan anføres Herman Wildenwey, Arnulf Øverland og herhjemme Johannes V. Jensen og Ludvig Holstein, som i øvrigt var den, der foranledigede, at de første gruk blev udgivet i bogform.

Også en senere digtsamling, Vers af denne verden, 1948, rummer brillante digte, og det samme gælder Du skal plante et træ, der kom i 1960. De to grundtræk, der præger alt hvad han skriver: det kosmiske perspektiv og kampen mod alle fordomme, bl.a. racefordomme, kommer stærkt frem i denne bog, og hans sans for behovet for et større almenmenneskeligt fællesskab, er baggrunden for et digt, der hedder Appel i mørket, og hvis første afsnit lyder således:

Jeg vågner og lytter i mørket. Noget har rørt sig.
Noget har givet et næsten umæreligt kny.
En iling har kruset den spejlblanke natlige stilhed.
Nu er den ubrudt påny.
Dær ligger mit barn i sin verden af hvile og drømme,
tryg i en lun lille seng med en bog og en bjørn.
Kalder han på mig i søvne? - Nej, alting er stille.
Jeg lægger mig trygt. Da vågner jeg:
grædende børn!

Væggene viger og åbner sig ud mod alverden -
ud mod de dyb hvortil menneskefællesskab når.
Det synger af afstande, åbenhed, menneskets ansvar
for sine mindste, de kommendes menneskekår.
Jeg kan ikke lukke min verden om bare det nære.
Jeg ligger og lytter i natten. Der grædes. Der kaldes.
Det er ikke fremmede børn som er sultne og bange
og flygter og græder i mørket.
Det er vores alles.

Mange digte i denne bog frister til citering, men her må vi nøjes med det følgende, der adskiller sig lidt fra hans fleste andre:

Vi plejede at vandre lange ture,
fru Andersens Hans Christian og jeg,
fra byens hårde sten og trange mure
ud ad en blomsterbræmmet landevej.

Han var så sær og sårbar, og han havde
så megen skyhed og så mange fejl.
Men hvor han dog faldt til blandt skræppeblade
og følte med en snirkelsnoet snegl.

Han såe det fælles just i det specielle.
I dyr og døde ting. Han nemmed vart
det almengyldigt individuelle.
For alt består af alskens egenart.

Jeg mødte ham en dag i Kongens Have ...
Guvé hvad der blev af ham sidenhen?
Han havde fantasiens nådegave.
Og hvad skal denne verden dog med den!

Han ville vist til scenen. Mon han kom det?
Den grimme ælling! Drengen hed tilsidst
kun Anders And blandt os, som spøgte om det.
Han endte vist ved filmen. Som statist.

Nu lever vi i trit og dør på tælling.
Og levefod er alt, hvad vi forstår.
Hvor er Hans Christian - den grimme ælling
i Danmarks svaneløse andegård?

Anonymt Piet Hein-digt i Politikens "Dag til Dag", 13.5.1938, to år inden Kumbel Kumbell begyndte sin virksomhed som leverandør af Gruk. Digtet benyttedes siden som Gruk. Vignet: Axel Nygaard.

Grand Hotel
er et monstrum af rang,
men det ligger forbandet godt.
Man kan sidde hele dagen
på Grand
og kigge
på Stockholms Slot.

Dèr sér man i vinduet
Sveriges drot
ærgre sig dagen lang –
fordi han sidder
på Stockholms Slot
og kigger over
på Grand.

Selvom lyrikken indtager hovedpladsen i Piet Heins produktion, har han dog også på andre felter præsteret fortræffelige arbejder. I 1947 udsendte han således en lille bog Helicopteren, fordi han var blevet så interesseret i dette nye transportmiddel, at han havde sat sig ind i dets komplicerede teknik. I juni samme år landede han i det første af disse apparater der kom til Danmark. En del af bogen er ganske vist lidt speciel, men den læses dog med fornøjelse på* grund af den begejstring og livfuldhed, der præger fremstillingen.

Af en særlig art er bogen Vis electrica fra 1962. Det er et festskrift udsendt af Elektricitetsselskabet Issefjordværket, og selvom det meste af indholdet har naturvidenskabeligt sigte, mærkes den humanistiske indstilling hele tiden. Mellem de mere saglige afsnit er indføjet digte og gruk, mens billedstoffet består af nogle ypperlige farveillustrationer af Arne Ungermann. Ifølge opgavens natur kredser teksten hovedsagelig om elektricitetens væsen og udnyttelse, og af mere broget karakter er hans hidtil eneste rigtige essay samling, der med titlen Kilden og Krukken udkom i 1963. Her er smastykker han kalder fabler - ofte lidt i slægt med Johannes V. Jensens myter- og mange andre, vidt forskellige bidrag, bl.a. nogle af de taler, han i tidens løb har holdt ved forskellige officielle lejligheder, således på Danmarks tekniske Højskole, på Kunstakademiet og som æres-rus i Oslo. Det centrale i de fleste af hans taler er hans agitation for de idealer, der ligger bag de organisationer, han som tidligere nævnt har været virksomt medlem af, og som præger hele hans digtning. Et hovedafsnit i bogen hedder Teknoti og Kultisme og behandler den ulyksalige spaltning mellem det naturvidenskabeligttekniske og det humanistisk-kulturelle livssyn, et problem der optager førende kredse verden over.

Til en interviewer, der undrede sig,over hans alsidighed, sagde Piet Hein, at han tværtimod anså sig selv for at være temmelig ensidig, blot udstyret med en særlig form for fantasi. Det er en beskeden karakteristik af hans specielle mentale udrustning, der unægtelig er af meget usædvanlig art. Bemærkelsesværdig er først og fremmest hans evne til at se helt nyt på tingene, ligesom bagom dem. Det er antagelig hans ubundethed af alle traditionelle synsmåder, der er udgangspunkt for hans talent som opfinder. Men når han på mange områder, og ikke blot indenfor naturvidenskaben, har kunnet anlægge frugtbar ny betragtning, er det næppe blot fordi han kommer til de exakte problemer med fast grund i det kulturelle - og altså selv er et exempel på den forening af de to livssyn der tiltrænges så hårdt - men sikkert fordi han, når det kommer til stykket, først og fremmest er digter.

Gengivet med venlig tilladelse fra GAD's forlag, samt Aage Marcus' efterkommere.
ISBN: Forlaget GAD.


Knud Meister - Hvert nu er nyt

PIET HEIN 80 ÅR 16.12.1985

At han bliver 80 er så utroligt, at det fornuftigste må være at betragte det som usandsynligt.

På den ene side påstår Kraks Blå Bog ganske vist, at HEIN, Piet, forfatter, er født 16. december 1905 i København som søn af civilingeniør Hjalmar Hein (død 1922) og Øjenlæge Estrid Hein (død 1956). På den anden side præges han vedblivende af drengens nysgerrighed efter at se, hvad der er indeni, og den er ikke jævnligt forekommende hos folk på fire snese. På den tredje side er hans kunstneriske og videnskabelige produktion af et omfang, der sandsynliggør, at hans alder ikke kan være 80 eller 160 år, men nærmere 240, sådan, at vi vil nøjes med at acceptere den 16. december og lade påstanden om 1905 forblive acceptabel, men absolut udokumenteret.

Da han skulle til at blive 70, havde en begejstret og intetanende bogtrykker ytret ønske om at mangfoldiggøre en beåndet tale, Piet Hein havde holdt på Københavns Rådhus efter at være blevet udnævnt til årets Æres-Håndværker. Den påtænkte, beskedne tryksag blev efterhånden til en hel antologi med titlen »Menneskesag«. Piet Hein ringede mig op en aften lidt før midnat og spurgte, om jeg ville redigere den. Han lovede mig til gengæld, at jeg ikke skulle få en øre for det, så jeg slog naturligvis til.

Aftalen blev overholdt til punkt og prikke.
Jeg husker, at jeg på et af vore forberedende møder spurgte ham, hvordan det var at blive 70, og at jeg fik det svar, at »tid kan kun bruges til at koge æg efter«. Da jeg selv otte år senere rundede de syvti, kom disse mesterord til mig som en virksom trøst.

Jeg mener at huske, at første gang jeg så Piet Hein, kom han ind på Folketeatrets scene for at læse en hyldest-sonnet til den jubilerende skuespillerinde Petrine Sonne. Han sluttede med ordene: »... og derfor, derfor elsker vi Petrine!«, hvorpå han gav den lille, gamle dame et stort knus. Hun var rædselslagen og anede ikke, hvem den hyldende poet og knuser var. Men hun må have kunnet høre på publikums varme bifald, at vi andre vidste det og fandt, at det unge menneske talentfuldt havde formået at udtrykke vor beundring for jubilaren.

Det var i de dage, da Piet Hein var Kumbel Kumbell i Politikens »At Tænke Sig«. Nazisterne stod i landet og tog spøg alvorligt om end på en anden måde end den ønskelige, mens vi andre søgte sjæleligt ly i humorens beskyttelseskælder. Hvor var vi dog underfundige dengang. Det gik senere af os, da det var vore egne velgørere, der i fornærmet alvor begyndte at skabe idealsamfundet.

Men dette skrift skal ikke være nogen »Gesta Danorum« og lige så lidt en Piet Hein-biografi. Det er blot en enkel markering af en rund fødselsdag med spredte mindelser om et menneske, der har været eksklusivt anderledes i en sådan grad, at vi alle sammen har kunnet finde noget af os selv i ham. Dette paradoks bliver ved nærmere betragtning fornuftigt nok, såvist som Piet Hein gavmildt har delagtiggjort os i sine kontraprøver på tilværelsen, og at han har gjort det på en sådan måde, at vi ustandselig har kunnet nikke genkendende til tanker, som vi ikke havde tænkt, men som han havde gjort sig på vore vegne.

Når vi da fik genkendelsens rare oplevelse, skyldtes det naturligvis, at Piet Hein med sine ord løste op for bundne erkendelser, der var så typisk danske, at man kunne finde dem verden over. (Også dette forhold mellem det nationale og det internationale har han med overbevisende argumentation peget på.)

Alle kunstnere bygger deres kunst på personlige modeller, som gør, at deres værker uden større vanskelighed lader sig personfæste. Der er intet sælsomt heri. Brahms og Haydn og Wagner og Gershwin lader sig let genkende af den, der har ører at høre med, og hvem går galt af en Picasso, en Miró, en Braque eller en Matisse?

Piet Hein's kunst er ikke blot karakteristisk ved sin intelligente klarhed, men tillige ved den spejleffekt, der ikke blot kan bytte om på højre og venstre, men også på op og ned. Det vers, som man passende kan kalde »ur-grukket« (fra april 1940), og som beskæftiger sig med spøgens og alvorens komplimentaritet, gav straks tonen an og bebudede, hvad vi kunne vente os.

Under samtaler bruger Piet Hein virtuost (hvilket her også vil sige: intuitivt) den samme model. Da jeg engang fortalte ham, at jeg et eller andet sted havde læst, at Graham Bell var den første, som havde brugt ordet »hallo«, sagde Piet Hein: »Ja, og når han nu havde opfundet det ord, blev han også nødt til at lave et apparat, han kunne bruge det i, og så opfandt han telefonen!«

Jeg mindes et brev, han sendte mig fra en international kongres, hvor han skulle holde foredrag. Han skrev blandt andet:
»Det er så morsomt at få spørgsmål på sine svar.«

Det ville gøre mig ked af det, hvis man tolkede det her fremførte sådan, at jeg mener, Piet Hein bare søger og dyrker paradokset. Hans metode er netop rent videnskabelig, og kontraprøven har til formål at fremme erkendelsen og aflure »the subject matter« dets hemmeligheder.

Med mange smil mindes jeg dengang, han og jeg var blandt eleverne på Danmarks første kursus for TV-producere. Det blev ledet af pioneren Jens Fr. Lawaetz, og det bar præg bade af fjernsynets baby-stadium og Lawaetz' aldrig indrømmede usikkerhed over for det splinternye medium. Desuden var vi i holdet en slem samling individualister med meninger så skråsikre, som de kun kan blive, når man anlægger dem på forhold, man absolut ikke har forstand på.

Jeg skylder næsten den danske kulturhistorie at nævne et par af kursisternes navne: Gabriel Axel, Ib Koch Olsen, Inger Lassen, Bjørn Rasmussen, Palle Koch ... og altså Piet Hein, som egentlig var den fredeligste af os. Da vi under et af mangfoldige oprør mod de statslige TV-autoriteter fastslog, at sådan og sådan måtte det blive, hvad enten vi så peb eller sang, hørtes Piet Heins stilfærdige diskant: »Jamen så kan vi jo lige så godt synge.«
Det virkede i hvert fald beroligende på mig.

Kommet så langt bør jeg indskyde, at hvis man af dette sidste ville slutte, at Piet Hein er jordens fredeligste og nemmeste menneske, burde vi måske begynde forfra. Mange finder ham vanskelig, også fordi han ikke er aftager til synspunkter, som er uforenelige med hans egen opfattelse. Der er intet facilt ved ham, tværtimod, og som alle stærke enere er tvivlen om eget standpunkt ikke det, han spilder mest tid på.

Han har i et gruk talt om dette: at være tro mod det, man tror på, og det er i hvert fald en leveregel, han selv har kunnet følge. Ellers er han i det stykke hverken værre eller bedre end de fleste af os andre. jeg spurgte ham for nylig, om han følte sig opfordret til at iagttage de verdensvise råd, han med en så formidabel formsans har skænket alverden. Han smilede og kunne naturligvis citere sig selv for opfordringen til rundhåndet at udstrø »de leveråd, som man dog ikke selv benytter«.

Men når man beskæftiger sig en kort stund med hans måde at være menneske på (og det skulle man vel kunne tillade sig i en fødselsdagstale), kommer man til at tænke på det ord, han selv har benyttet om årsagen til visse pludselige og skarpe udfald. Ordet var »replik-djævlen«.

Sådan en fór i ham en dag for nogle år siden, da han gik forbi en antikvitetsbutik i det indre København, og damen, som havde butikken, stod i døren og nikkede til ham.
Da han var gået et par skridt videre, standsede han, gik tilbage og sagde:
»Jeg er sikker på, at jeg kender Dem, men jeg har det så svært med ansigter og navne. Kan De ikke sige mig, hvem De er? Ellers spekulerer jeg på det hele resten af dagen.«
Damen svarede: »Nej, De kender mig ikke, men jeg troede et øjeblik, at De var Piet Hein.« Da var det, at replik-djævlen indfandt sig, og Piet Hein sagde: »Nåh-e, jeg mener dog, at jeg er lidt kønnere, end han er!« Indigneret og med hævet pegefinger riposterede damen:»De skal ikke sige noget ondt om ham. De skulle ønske, at De havde hans hjerne!«
Og replik-djævlen gik i gang igen, da Piet Hein svarede: »Tak, jeg klarer mig med min egen!« - og gik videre.

Da han fortalte mig historien, sagde han: »Det kunne jo opfattes som uvenligt, hvis hun opdagede sandheden, men det var næsten tvingende, så nærliggende den spøg var.« Og historien fik den tilføjelse, at da han et par dage efter det skarpe replikskifte igen gik forbi butikken, kom damen ud og sagde - igen med en hævet pegefinger, men denne gang med et stort smil: »Nu har jeg opdaget det!«

KOMPLEMENTARITETSMODELLEN
Piet Heins model af komplementariteten. Som kolleger af Niels Bohr sagde: Den forklarede Niels Bohr komplementariteten.

Forleden var der en mand, som sagde til mig, at det forundrede ham, at Piet Hein ikke i sin tid fortsatte ad den atomfysiske vej. Han havde i den periode, da han arbejdede på Niels Bohr Institutet vist ganske usædvanlige evner, og han ville være blevet en fremragende videnskabsmand.
Jeg fortalte Piet Hein det, og han sagde: »Jeg tror egentlig, at jeg også kunne være blevet økonom og også skakspiller, men ikke samtidig. Det er de samme anlæg, men de må kanaliseres.«

Og lidt senere tilføjede han:
»Jeg er jo nok en slags specialist, men mit speciale går på tværs af de faglige skel, som ellers skiller eksperterne. Det var derfor, jeg havde glæde af drøftelserne i den internationale gruppe af videnskabsmænd, som jeg døbte »Ten Wise Men - and Me«, for vi beskæftigede os med mulighederne for at bygge bro mellem videnskaberne. Tingenes indbyrdes sammenhæng har for mig altid været noget uhyre væsentligt.«

Af samme grund har han færdedes i så mange forskellige videnskabelige kredse, og engang var han indbudt til at deltage i en international astronomisk kongres i Rom. På programmet stod en audiens med Pave Pius XII.

Foruden kongressens deltagere blev en gruppe katolske pilgrimme lukket ind i audienssalen, og Piet Hein kom til at stå så uheldigt, at denne klynge begejstrede audienssøgende skubbede ham hen imod paven, da de stormede frem mod den hellige fader. Piet Hein vred sig løs og brød ud af klyngen, og det må have forundret Pius den Tolvte, for han fulgte efter ham hen i en vinduesniche, hvor Pave & Piet fik en lille samtale.

Bagefter spurgte de andre kongresdeltagere:»Hvordan gik det? Fik han din autograf?«
Egentlig skulle man ikke have forsvoret noget. I hvert fald skete det engang, da Charlie Chaplin giftede en af sine smukke døtre bort og holdt bryllupsfest på sin store ejendom ved Lac Leman, at Piet Hein var inviteret med og sad ved middagen mellem et opbud af berømtheder fra kunstens verden, da en nydelig mand kom hen til ham for at komplimentere ham og fortælle om den glæde, han havde haft af at læse de hein'ske gruk i engelsksproget udgave (udgivet af Massachusetts Institute of Technology). Da manden var gået tilbage til sin plads, vendte Piet Hein sig mod sin borddame og sagde: »Hvem var dog det elskværdige menneske?«
»Ved De ikke det?« udbrød damen. »Det er jo filmskuespilleren James Mason.« Og replik-djævlen sad på skulderen af Hein, da han sagde:
»Jamen er det ikke storartet? Her er kun verdensberømtheder til stede - og jeg er den eneste, de alle sammen kender!«

Jeg føler mig overbevist om, at de rappe og stundom skarpe replikker i virkeligheden har defensive og ikke offensive formål. Desuden bør det altid erindres, at humor er noget, som nogle mennesker ikke ler ad, mens andre finder vejene gennem tilværelsen ufremkommelige, hvis ikke de jævnes og belyses af noget humoristisk.

G.K. Chesterton har et eller andet sted beskæftiget sig med dette og har bevidnet, at han ikke med sin bedste vilje er i stand til at begribe, at en sandhed bliver mindre sand, fordi man søger at udtrykke den så morsomt, som man kan.

Kunstmuseet i København afholdt en udstilling med titlen »Piet Hein i ord og rum«, og på den traf Piet Hein en direktør for et stort svensk industriføretagende. De komplimenter, som svenskeren overøste forfatteren med, var velmente, men vanskelige at svare på, navnlig replikken:
»Når jeg har trykket en så berømt mand i hånden, nænner jeg jo næsten ikke at vaske mig.« Piet Hein svarede: »Når De har vasket Dem, skal jeg gerne tage Dem i hånden igen.«
Jeg kender mange, som ville kunne bruge dette replikskifte som vidnesbyrd om den hein'ske arrogance, og dem tilegner jeg derfor den følgende beretning:
Københavns Universitets Psykologiske Laboratorium brugte engang Piet Hein som forsøgsdyr. Det drejede sig om forskellige menneskers vidt forskellige made at opleve ting og bevægelse på. Eksperimentet blev udført ved hjælp af forskelligtfarvede skiver, der roterede med vekslende hastighed. Forsøgspersonerne skulle da beskrive deres oplevelser ved synet.
Senere fortalte Piet Hein om det og sagde med selvironisk stolthed:»Jeg var den, der oplevede mest. Det påstod psykologerne i hvert fald, og det er rigtigt, at jeg oplevede nok til at fylde 9 sider i den videnskabelige protokol, der blev skrevet. Den næstbedste fyldte kun 7 sider, og han matte endda hentes lige fra statshospitalet Sankt Hans og bringes tilbage igen straks efter eksperimentet!«

Det er ikke gratis at være en ener. Blandt omkostningerne er et større eller mindre mål af ensomhed, og mange, der har let ved at beundre enerens værk, formår ikke at godtage resultaternes forudsætninger.

Engang var der en mand af mit bekendtskab, som med nogen stolthed fortalte mig, at han under en samtale med skibsreder A.P. Møller havde ladet en bemærkning falde om, at det jo netop var decimalerne, der gjorde store enere store. Jeg spurgte ham: »Hvad sagde A.P. Møller til det?«
»Han smilede, men han sagde ikke noget.«
»Nej, der kan du se,« bemærkede jeg, men min replik prellede af på decimalen.

Eneren har vel egentlig heller ikke noget krav på at blive forstået og forventer det næppe heller. Han må finde sin tilfredshed i sit respektfulde forhold til sin opgave. Det er den og ingen anden, der er chefen. Når Piet Hein råder os til at være tro mod det, vi tror på, taler han med autoritet, og han kan i fuld overensstemmelse med sandheden sige om sit eget arbejde: »Jeg har altid fået alle vanskelighederne med.«

Dybest set er det vel netop denne side af kunstnerens og videnskabsmandens indsats, som decimalerne ikke formår at fatte. At skrive er nok verdens mest ensomme arbejde. Min store chef gennem mere end tyve ar, den amerikanske blad-innovator Henry R. Luce, der var journalist med et umætteligt kvalitetskrav, sagde det engang under en af vore samtaler:

»Ja, dér står skrivemaskinen, og dér ligger papiret, og dér sidder du, og ingen på denne jord kan hjælpe dig!«

Piet Hein har mesterligt beskrevet kunstens væsen og kunstens krav, både da han i et gruk fastslog, at forskellen mellem forfatterne står på det hvide papir mellem klatterne, og når han henledte vor vakte opmærksomhed på, at kunst er: løsningen af opgaver, der ikke kan formuleres præcist, før de er løst.

Den slags erkendelser nar man ikke til ved at springe over, hvor gærdet er lavest eller ved at søge at blive en populær mand i et ønskeprogram. Opgaven er chefen, og chefen er ubønhørlig. Men den sande kunstner erkender, at vanskelighederne er uundværlige. Som Piet Hein sagde det engang i en tale til unge håndværkere:
»Man skal vælge sig et materiale, der kan sige nej!«
Det gælder, når han tegner. Det gælder, når han skriver. Intet materiale er mere genstridigt end sproget (og han nøjes endda ikke med et enkelt, men har med eminente resultater digtet på verdenssprogene). Det gælder naturligvis først og fremmest, når han tumler med videnskabelige problemer, hvad enten de er naturvidenskabelige (f.eks. Superellipsen) eller humanistiske.

Ligesom den, der er kommet ham en anelse ind på livet (længere kommer man ikke!), bliver klar over, at der huserer en storm af følelser bag det beherskede ydre, sanser man i hans digtning en dyb og konstruktiv menneskelig forståelse og medleven bag den knappe og klare form. jeg har aldrig grebet ham i at bruge et hjælperim. Ethvert ord i hans vers har en funktion og mening og er derfor uundværligt.

Men faren ved at læse ham er, at man bjergtages så meget af formen, at man bliver en dårlig og overfladisk læser. På det hvide papir mellem klatterne står jo det væsentlige.

Selv flere af de fremtrædende intellektuelle, som gennem årene har berømmet Piet Hein, har været tilbøjelige til i særlig grad at fæstne sig ved den forbavsende formsans - og himlen skal da også vide, at den er formidabel. Men når den betydelige norske forlægger og forfatter Henrik Groth fastslog, at ømhed og kærlighed er lige så stærke ingredienser hos Hein som viddet, fik denne karakteristik det hele med.

Astrid Lindgren beskrev med feminin intuition Piet Hein ikke blot som spirituel, livsklog og filosofisk, og ikke alene som humorist, men også som en naturelsker over alle grænser.

Herhjemme har digterne tilsyneladende været mindre opmærksomme på Piet Heins poesi, men det er jo heller aldrig morsomt at måtte se en landsmand og fagfælle blive verdensberømt. Desuden er Piet Heins poetiske livsværk i den grad blevet folkeeje, at der egentlig ikke er noget for en criticus at føje til.

Studenterforeningen i København gjorde ham til æresmedlem, og det samme gjorde Foreningen af naturvidenskabeligt Studerende og Foreningen til fremme af Opfindelser. Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn udnævnte ham til Æres-Håndværker, og han blev ekstraordinært medlem af Det kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab.

Kunstnerforeningen og Limerickens Venner, begge med hjemsted i Norge, gav også Piet Hein æresmedlemskaber. En æres-doktorgrad ved Yale University, USA, og mange andre æresbevisninger er gennem årene blevet ham til del.
Ikke mindre ærefuldt har det været, at store, søgende ånder gjorde ham til deres fortrolige. Han kom hos Albert Einstein i Princeton. Han rejste med Charlie Chaplin i Irland. Han var rådgiver for den store tænker Norbert Wiener, som blandt andet i bogen »Aktieselskabet Gud og Golem« (en titel, Piet Hein fandt på) redegjorde for de erkendelsesteoretiske faktorer i videnskaben bag EDB.

Og mange andre af tidens fremragende begavelser kom han ind på livet af Det er så velgørende nu at høre ham fortælle om disse store personligheder, fordi de - naturligvis - alle i virkeligheden var såre menneskelige.

Under et besøg hos Einstein i dennes institut kom man ind i en drøftelse, som krævede lang tid, så Einstein sagde:

»Lad os gå hjem og drikke te og tale videre om alt dette.«

»Gå?« sagde Piet Hein og tilføjede: »Jeg har en vogn holdende udenfor.«

»Åh, det var en skam,« udbrød Einstein. »Jeg havde glædet mig til at spadsere.«

Piet Hein indvendte, at det da ikke var umuligt at spadsere, selv om der holdt en vogn parat, men den store professor rystede på sine hvide lokker.

»Det er en psykologisk umulighed!« sagde han med et lille smil.

Sadruddin Aga Khan indbød Piet Hein til at bo hos sig i Chateau de Bellerive ved Lac Leman. jeg fik et brev dernede fra. Piet Hein skrev:
»Her er nubiske tjenere i stort tal. Her er 5-6 biler til disposition. jeg sover hver nat på en sky af lyserødt spisevat. Alt afspejlede flere kontinenters kultur. Og det tog mig faktisk en hel dag at vænne mig til al denne overdådighed!«

Han havde planer om at bringe Aga Khan og Chaplin sammen, men det kunne ikke lade sig gøre, da prinsen var på en rejse, der uventet trak ud. Piet Hein kørte i en af de store biler over på den anden side af Lac Leman for at spise til aften hos Chaplin og hans kone Oona. Det var en tirsdag, den dag i ugen, da de atten tjenestefolk alle havde fri, og Oona Chaplin selv stod for madlavningen. Ved bordet talte man om det udskudte møde med prinsen, og Chaplin sagde:
»Nå, for resten bryder jeg mig slet ikke om at være gæst hos meget rige mennesker.«
Piet Hein tog sit glas, hilste over mod sin vært og sagde: »Tænk, det har jeg slet ikke noget imod!«
En replik kan i sig selv være en hel historie, og anekdoten er en virksom illustration. Hvad det drejer sig om er, at der bringes et budskab.

Nar Albert Einstein for eksempel engang sagde til Piet Hein, at fantasi er vigtigere end viden, bragte han noget essentielt på bane, og han uddybede sin tanke ved at sige: »Viden antager ofte en alt for snæver form, og fantasien har ofte ret i at tænke sig, at der er noget mere, og at det hele kunne være helt anderledes.«

Og Norbert Wiener beskrev præcist den situation, han engang havde befundet sig i ved et symposium. Han sagde: »Jeg følte mig til mode som en løve I en kule med lutter Daniel'er.«

Replik-djævlen kom også farende engang, da Sadruddin Aga Khan, efter at alverden havde været optaget af, at nogen havde savet hovedet af Den lille Havfrue, spurgte deltagerne i en udenrigsministeriel frokost i København, om man havde taget særlige forholdsregler mod, at hærværket gentog sig.
Ingen havde noget svar på dette spørgsmål, før Piet Hein sagde: »Det har vi sikkert ikke. Vi har jo en stor forsyning af tomme hoveder her i landet!«

Episoden kunne passende illustrere Heins egne ord:

»Jeg tror på den store moralske værdi af at sige det gale i det rette øjeblik!«

For øvrigt har han selv fortalt mig om en anden situation, hvor han praktiserede denne overbevisning. Han var som 14-årig til fødselsdagsmiddag hos en skolekammerat, hvis far, en for længst afdød videnskabsmand, var overbevist antisemit. Ved fødselsdagsbordet luftede professoren sine ubehagelige synspunkter, og da han holdt en lille pause, sagde Piet Hein:
»Jeg er forresten sekstendedelsjøde. Et rygte siger at jeg har en illegitim tipoldefar, som var jøde.«
Der opstod, hvad Piet Hein selv beskrev som »verdens næststørste tavshed«, hvorpå professoren lod sin overvejelse munde ud i ordene:»Det er præcis den rigtige brøkdel.«
Hvortil den unge Piet bemærkede:»Så mener De altså, at min mor har for meget.«
Der blev (sagde Piet Hein, da han fortalte mig historien) ikke sagt mere ved det middagsbord.

Og mens vi er ved slægten, skylder vi Hein-sagaen at omtale den hollandske admiral Piet Hein, som i 1628 erobrede, hvad man omtaler som »Den spanske Sølvflåde« - en konvoj lastet med overvældende rigdomme, som Hollands ærkefjende Spanien havde stjålet i Mexico. Da søhelten vendte hjem efter den enestående bedrift, var hans mors første replik til ham: »Piet! Har du husket at tørre dine støvler af på måtten?«
Thi hvad gavner det en admiral, at han har erobret en sølvflåde, hvis han griser sin mors gulvtæppe til?
Historien har derfor øvet indflydelse på hele slægtens holdning til tilværelsen, og endnu mere betydningsfuldt for vores Piet Hein har admiralens grundprincip været:
»Man skal vise sin skæbne, at man ikke gi'er sig - så gi'er den sig!.«
Genealoger har med visse mellemrum villet hævde, at admiral Piet Hein døde barnløs.
»Der er naturligvis grænser for, hvad man kan for lange af en forfar,« siger Piet Hein nu, »men man kan da i beskedenhed forvente, at han ikke døde barnløs. Det ville give sådan en underlig fornemmelse!«
Den gamle admiral er stedt til hvile i Het oude Kerk (Den gamle Kirke) i Delft. Hans sarkofag star i et marmortempel, der er placeret på alterets plads i kirken. Piet den Yngre siger:
»Der ligger han i marmor på ryggen på en marmormadras og ligner med sit fipskæg mig, på samme måde som et Q ligner et O!«

Da jeg forleden sad og talte med Piet Hein om den forestående runde dag, gjorde han en for ham karakteristisk bemærkning om, at han synes, han i virkeligheden lige er begyndt på sit livs arbejde og egentlig kun har fået præsteret en enkelt procent af det, han skulle.

Det er sådan en udtalelse, der kan få mig til at tvivle på, at han har nået så høj en alder. Foruden sin utrættelige videbegærlighed og sin enestående evne til at anskueliggøre tanker og formulere sandheder, ejer han jo fortsat den ungdommelige trang til oplevelse, som gør hver dag til en ny, værdifuld erfaring - en ny brik i det store puslespil.

Han har sagt, at han egentlig er lidt jaloux på sine gruk (det blev til cirka 9.000 i alt), fordi de hos så mange har ledet opmærksomheden bort fra alt det andet, han har lavet. Men her gør han sig unødige bekymringer. Hans filosofiske arbejder og hans naturvidenskabelige indsats vil sammen med hans tegnekunst og udmærkede talent som designer fortsat aftvinge respekt og beundring.

Men et gruk er så vidunderlig nemt at huske!

Med vilje - og et betragteligt mål af selvovervindelse - har jeg ikke citeret nogen af Piet Heins vers i denne lille anekdote-mosaik. Dette skyldes, at jeg som en dårlig fodboldspiller ville gå efter manden i stedet for efter bolden.


Men eet lille vers af et digt må dog med, fordi det netop taler om den unge 80-åriges utrættelige evne til at betragte livet med øjne, der både er nye og erfarne. Det lyder:


Hvor lyst,
hvor lydt er hver dags gry.
Hvert nu er nyt,
hvis du er ny.

I 1978 var det danske Udenrigsministerium blevet opmærksom på den sørgelige grad af uvidenhed om Danmark i verden. Blandt andet viste en Gallup-undersøgelse i England, at under 16% overhovedet vidste, at Danmark havde en industri. Udenrigsministeriet og Industrirådet opfordrede da Piet Hein til at skrive en film om Danmark i verden med særligt henblik på industri.

Til filmens åbningsscener designede Piet Hein sin senere så kendte »Danmarks-globus«, hvor Danmark fylder næsten hele den ene side af globen, og en pendant, hvor Danmark kun er en lille prik på det europæiske kontinent. Den første kan repræsentere danskernes egen opfattelse af Danmarks betydning i verden, den anden udlandets. Eller, som Piet Hein gjorde gældende i filmen, de viser Danmarks sande størrelse bedømt efter forskellige målestokke: i råstoffer, kraftkilder og absolutte kvantitative mål er vi små, men i råstofforædling, innovation og kvalitative mål er vi store.

Gengivet med venlig tilladelse fra Birgit Meister/©Knud Meister.
ISBN: 87-418-7659-8
Forlaget Borgen.

Tak

Følgende produkt(er) er nu lagt i kurven

Køb mere
DankortEuroCard / MasterCardMaestroMobilePay OnlineVisa (3D-Secure)Visa Electron